Esbjerg den 29-12-1952

Han havde et Sind som det hårdeste Vejer avlet på livets det stormende Hav.

Og om Havet i Dybet er stille og tyst således var stille og han.

Han kastede ej sine perler i grams men havde dem kønt i en krans

Jeg syntes jo jeg kendte ham men nej mange år hen gik han talte ord jeg næppe forstod

jeg var vel for ham en blind

Men en dag lettede tågen for Øjet mit først da så jeg hvem han var

Han førte mig ud til det yderste Hav og herfra jeg skimted en Kyst

Den kyst at nå blev min Sjæls Atrå men vi måtte jo over Hav

Men som tågerne svandt da fælte jeg grant at Havet det bar os mod land.

H.B.Madsen 29-12-1952